Du er her: Atelier

Atelier

 


Vejledning i Atelieret

Hver tirsdag fra kl. 17 - 19 er der fast vejledning i Atelieret. På bestemte tirsdage tilbyder Iben Lund Rasmussen emnerelaterede introduktioner, som du kan finde i dette program. Alle andre tirsdage er der tid til at tage kørekort til værkstedet, arbejde på kreative idéer og projekter, få hjælp i håndteringen af værkstedets udstyr og materialer. Bare kig ind, få en hyggelig snak og bliv inspireret til kreativt arbejde.

tirsdage
kl. 17 - 19
underviser: Iben Lund Rasmussen
gratis, tilmelding ikke krævet


Sysleaften

En gang om måneden inviterer Aktivitetshuset til en Sysleaften for alle håndarbejdsvilde. Her kan du slå dig ned, få en kop kaffe og småkager, hygge sammen og gå videre med dit håndarbejde. Det er lige meget, om du spinder, strikker, hækler, broderer eller laver andet håndarbejde. Alle er velkomne til en hyggelig aften, hvor vi hjælper hinanden og hører på spændende oplæg.

tirsdag 23.1.2018
tirsdag 27.2.2018
onsdag 21.3.2018
onsdag 25.4.2018
torsdag 31.5.2018
torsdag 28.6.2018
kl. 19 - 21
undervisere: Kirsten Futtrup og Sarah Keppler
gratis, tilmelding ikke krævet


1800/Stearinlys-kopper

På denne introduktion giver vi gamle dekorative kopper nyt liv. Vi arbejder med smeltning og indfarvning af stearin og efter eget valg kan stearinen også tilføjes duft. Efter at vægen sættes i og stearinet er fyldt på, kan du tage fine nye stearinlys af gamle te-/kaffe- eller mokkakopper med hjem!

tirsdag 30.1.2018
kl. 17 - 19
underviser: Iben Lund Rasmussen
pris: 5 € + materialer, tilmelding krævet
medbring: kopper


1801/Glasperler for begyndere

På dette kursus får du et indblik i den ældste form for glashåndværk - nemlig fremstillingen af glasperler. Kurset er for dig, der aldrig har lavet glasperler før. Du lærer først at lave de såkaldte grundperler. Derefter dekorerer vi perlerne med prikker/dutter i forskellige farver og former, som kan give perlerne mange forskellige mønstre.

mandage
5.2. / 12.2. / 19.2.2018
kl. 18 - 21
underviser: Lise Paulsen
pris: 32 € + materiale, tilmelding krævet


1802/Spindeaften for nybegyndere og fortsættere

Dette kursus giver dig en grundig introduktion i at spinde og forarbejde din uld. Du tager din spinderok og/eller håndten med og den uld, du har liggende. Så lærer du, hvilke uldtyper og egenskaber der findes, hvordan ulden forberedes og forarbejdes, kæmmes og kartes, så den er klar til at blive spundet. Kurset byder både på en introduktion til nybegyndere og giver plads til fortsættere, der gerne vil lære mere og have tid til at spinde og lege med farver i fællesskab.

onsdage
7.2. / 21.2. / 7.3. / 28.3. / 18.4. / 2.5.2018
kl. 18 - 20.30
undervisere: Ute Clausen og Peggy Tulaja
pris: 47 €, tilmelding krævet
medbring: spinderok/håndten og uld. Uld kan også købes på kurset.


1803/Abstrakt maleri

Abstrakt maleri er en weekend med fordybelse og fart på penslen, processer med ekspressivt og eksperimenterende maleri. Vi skal arbejde med opgaver i abstraktioner, male stemninger og poetiske farvesymfonier, idéudvikle på nonfigurationer i farverige paletter og "oversætte" det poetiske billede til det fortællende maleri. Lyder det abstrakt? Det er det også. Verner Brems vil guide dig med pensel og dyb stemmeføring gennem akrylmaleriets mange kringelkroge i løbet af weekenden.

lørdag 17.2.2018
søndag 18.2.2018
kl. 9 - 15.30
underviser: Verner Brems
pris: 42 €, tilmelding krævet
medbring: tag arbejdstøj på eller med, meget gerne klude af linned eller lign. Akrylmaling i følgende farver: Farverne Process Magenta, Process Yellow, Process Cyan og Titan Hvid. Desuden pensler, lærreder eller masonit i fx størrelserne 40 x 50 eller 50 x 60 cm, gamle klude, maletape.


1804/Sy en sweaterbamse

På dette kursus kan du vælge mellem forskellige bamsedyr, som bliver skabt af dine gamle uld tørklæder, uld trøjer eller hvad du nu har liggende hjemme i skabet, der er bamseegnet og kunne trænge til at blive genbrugt. Der kan vælges mellem tre forskellige grundmønstre og derefter sætter kun fantasien grænser for, hvordan din bamse skal se ud. Bamsen bliver 20 til 30 cm i størrelsen og der kan senere designes nye bukser eller andet tøj til ham derhjemme.

tirsdag 27.2.2018
kl. 17 - 19
underviser: Iben Lund Rasmussen
pris: 5 € + 3 € materiale, tilmelding krævet
medbring: gamle trøjer, knapper til øjnene


1805/Maskinbroderi for nybegyndere og fortsættere

En helt almindelig symaskine, tråd og stof - det er det eneste, vi behøver for at sy maskinbroderi - en leg med sting, hvor du syr frit efter dit eget design.

På dette kursus sætter vi fokus på to spændende områder:
• At brodere sig til et helt nyt og unikt stykke stof med teksturer, farver og mønstre. Til dette formål bruger vi alverdens stoffer og materialer bl.a. forsvindingsstof.
• At brodere motiver eller billeder - et landskab, et portræt, en tegneserie, noget abstrakt, tætsyet eller som stregtegning - der er uendelige muligheder. 

Du lærer, hvordan du let kan finde inspiration til motivet og omsætte det til sting og interessante overflader. Broderierne kan monteres og blive til små unikke kunstværker - rigtige tekstile delikatesser. Der vil være masser af inspiration, tips og tricks at hente.
Kurset er for såvel øvede som nybegyndere i maskinbroderi (dog er en forudsætning, at du er ven med en symaskine).

lørdag 3.3.2018
kl. 9 - 17
søndag 4.3.2018
kl. 9 - 15
underviser: Anne Heiberg
pris: 47 €, tilmelding krævet
medbring: stof, tråd, almindeligt sygrej. Medbring gerne din egen symaskine. Der udsendes flere informationer omkring materiale inden kursusstart.


1806/Glasperler - forår og påske

På kurset lærer du selv at lave "stringers", som du derefter bruger til at designe dine egne perler med. En aften er desuden afsat til at lave påskekylling-perler. Kurset henvender sig til dem, der har prøvet på at lave glasperler før.

torsdage
8.3. / 15.3. / 22.3.2018
kl. 18 - 21
underviser: Lise Paulsen
pris: 32 € + materiale, tilmelding krævet


1807/Portrætmaleri med et tvist

Kursus med abstrakte tilgange og øvelser til det eksperimenterende portrætmaleri. Kurset følger op på tidligere kurser i ekspressivt portrætmaleri. Der benyttes forskellige portrætteknikker, og øvelserne spænder fra naturalistiske gengivelser til poetiske og fortællende fabuleringer.
Verner Brems har bl.a. afholdt portrætkurser på Kunstmuseet Trapholt og til Aros Aarhus Kunstmuseum i Danmark.

lørdag 10.3.2018
søndag 11.3.2018
kl. 9 - 15.30
underviser: Verner Brems
pris: 42 €, tilmelding krævet
medbring: Farverne Process Magenta, Process Yellow, Process Cyan og Titan Hvid. Desuden pensler, lærreder eller masonit i fx størrelserne 40 x 50 eller 50 x 60 cm, gamle klude, maletape.


1808/Handlettering - skriv smukke bogstaver

Nu har du chancen for at komme i gang med handlettering - helt fra bunden og med en nem teknik og 1000 gode idéer! Handlettering vinder frem som en del af interiøret - fede citater på skilte og kort - på krus, tøj - kun fantasien sætter grænser. Samtidig er det en super hyggelig og afslappende hobby, som alle kan være med til. Workshoppen starter med en introduktion til de grundlæggende streger, former og øvelser - som vi så laver til bogstaver og ord. Der vil være al den hjælp, du har brug for under workshoppen - og du vil være godt klædt på til dit øvrige kreative arbejde, når vi slutter.

lørdag 17.3.2018
kl. 9 - 17
underviser: Mai Britt Okholm
pris: 27 €, tilmelding krævet


1809/Påskeæg - zendoodle og forgyldning

Vi eksperimenterer på introduktionen med to teknikker til at dekorere påskeæg på en anderledes og moderne måde. Grib tuschen og gå amok med zendoodle-mønstre eller lad "guldfeberen" gløde og giv æggene en ekstra touch med et strejf af bladguld. Lad kreativiteten få frit løb og dekorer de fineste påskeæg til at hænge op derhjemme.

tirsdag 20.3.2018
kl. 17 - 19
underviser: Iben Lund Rasmussen
pris: 5 € + materialer, tilmelding krævet
medbring: pustede æg, halve æggeskaller


1810/Farv spiselige påskeæg med naturfarver

Du vil ikke bruge kunstige farver til at farve dine påskeæg med? Så vær med på denne introduktion, hvor du lærer at farve påskeæg med naturlige farver af fx rødbedeskrald, løgskrald, gurkemeje eller hibiscus. Først sætter vi små folier eller elastikker rundt omkring æggene, så der dukker mønstre op på skallen efter farvningen. Så lader vi æggene bade i de naturlige farver og du vil få de skønneste påskeæg med hjem!

tirsdag 27.3.2018
kl. 17 - 19
underviser: Iben Lund Rasmussen
pris: 5 €, tilmelding krævet
medbring: hvide/brune æg, du vil farve til spisning


1811/Glaskursus

Udfold din kreativitet med et kursus i glaskunst! Du lærer de grundlæggende teknikker i at arbejde med glas og arbejder med både bullseye- og floatglas. Desuden viser Lise dig, hvordan du kan lave en skål med en tegning, som du selv, dine børn eller børnebørn har tegnet.

mandage
23.4. / 7.5. / 14.5.2018
kl. 18 - 21.30
underviser: Lise Paulsen
pris: 37 € + materiale, tilmelding krævet


1812/Fra bog til taske

Har du også bøger stående, hvor omslaget er smukt, men indholdet ikke mere er så interessant? Så kan du tage dem med til denne introduktion, hvor vi laver den om til en chik og retro håndtaske. Du medbringer en bog med kraftigt omslag og en forstærket ryg med hør/stof og stof i kraftig kvalitet plus hanke. Under Ibens kyndige vejledning lærer du så at sætte bogen og stoffet sammen til en flot håndtaske og montere hankene. Taskens størrelse og farve varierer alt efter hvad du medbringer.

tirsdag 24.4.2018
kl. 17 - 19
underviser: Iben Lund Rasmussen
pris: 5 €, tilmelding krævet
medbring: en gammel bog med tykt omslag, stof, hanke


1813/Garnfarvning med plantefarver

Med planter og miljøvenlige metoder skal vi på dette kursus farve uldgarn. Det bliver først og fremmest røde, gule og orange farver vi skal arbejde med, og vi vil blandt andet farve med birkeblade, krap og valnødskaller. På kurset lærer du de grundlæggende metoder for plantefarvning, men vi vil også komme ind på plantefarvningens historik og hvordan du kan arbejde videre med plantefarvning efter kurset. Kurset er tilrettelagt for nybegyndere og for tidligere plantefarvere, der gerne vil have genopfrisket metoderne.

lørdag 28.4.2018
kl. 9 - 16
søndag 29.4.2018
kl. 9 - 15
underviser: Anne Marie Nielsen
pris: 42 € + materiale, tilmelding krævet
medbring: forklæde, gummihandsker, notesbog og blyant, små plastikposer til garnet, løgskaller i gul/rød, plastikspand med låg/store sylteglas med låg.


1814/Sykursus - fokus på tasker

Hvad vil du gerne sy i dit eget design? Et lækkert tørklæde, et tøjdyr til en lille ven, måske nye tekstiler til stuen... eller en smart taske til dig selv? På sykurset er vi åbne for alle idéer, men sætter et særligt fokus på cross-body-tasker, altså små eller store tasker, der bæres på tværs af kroppen.
Vi arbejder med alle typer stof og skind, der egner sig til symaskinen. Der vil være forskellige opsyede modeller til din inspiration, men du kan også komme med din egen idé om model og design. Du får hjælp til at omsætte det til et mønster og er derefter hurtigt igang med at klippe og sy. Lækkert finish er også vigtigt, og vi vil arbejde med at lave flotte monteringer og lukninger.
Forudsætning for deltagelse i kurset er, at du er ven med symaskinen.

lørdag 5.5.2018
kl. 9 - 17
søndag 6.5.2018
kl. 9 - 15
underviser: Anne Heiberg
pris: 47 €, tilmelding krævet
medbring: stof, evt. skind, sager til pynt og montering, almindeligt sygrej. Medbring gerne din egen symaskine. Der udsendes flere informationer omkring materiale inden kursusstart.


1815/Punge af hamaperler

Hvem har ikke leget med strygebræt og plastikperler som barn? Nu arbejder vi med hamaperlerne på en anderledes måde, nemlig med nål og tråd. Du kan skabe et individuelt mønster, som du kan overføre til pungen. Denne består af sammen vævede hamaperler, hvor en lynlås til sidst sys i, så mønterne ikke triller nogle steder. Vi leger med mønsterdesign og farvesammensætning, for at skabe unikke resultater.

tirsdag 29.5.2018
kl. 17 - 19
underviser: Iben Lund Rasmussen
pris: 5 € + materiale, tilmelding krævet