Nyt Information Café Atelier Mediehus Øvelokale Værksted Kurser Lokaler Udstilling

Aktivitetshuset
Nørregade 49
24939 Flensborg
tlf. 0461 150 140
fax 0461 150 14 20
akti@sdu.de

Kontortid
Mandag - torsdag kl. 10-16
Fredag kl. 10-14

Vejbeskrivelse

Impressum

Arkiv


Udstilling

Udstil i huset

Det er muligt at udstille i Aktivitetshuset. Alle husets lokaler kan indgå i udstillingen. Også her fungerer huset efter princippet hjælp til selvhjælp. Vi koordinerer udstillingstider og stiller lokalerne til rådighed for din egen udstilling. Du står selv for ophæng, fernisering og plakater.
Kontakt Lise for nærmere oplysninger. Husk at aftale udstillingsønsker i god tid!


Udstillinger


Verner Brems

NOSTALGIA POESIA - Malerier af Verner Brems

21. august - 3. oktober 2010

Aktivitetshuset udstiller værker af Verner Brems. Malerierne har handling, bevægelse og kroppens sprog fra tegneseriens og reklamens verden - en stil der minder om gamle romantiske film og nostalgi. Ofte i et tvistet drama med skønne kvinder og barske mænd til tonerne fra orkestergraven. Verner Brems er uddannet ved Designskolen i Kolding og Academy of Fine Arts in Cracow. Han er medlem af Billedkunstnernes Forbund, Bkf og Kunstnere for Fred.
Læs mere på galleribrems.dk 


Cornelius

Akvarel-, kridt- og oliemaling ved Birthe Cornelius

26. maj - 2. august 2010

Birthe Cornelius fra Egernsund udstiller værker i akvarel-, kridt- og oliemaling i Aktivitetshuset. Til hendes seneste billeder med vandopløseligt kridt har hun hentet inspiration fra postojna-grotterne i Slovenien. En anden serie i samme teknik symboliserer de fire årstider i Danmark. Birthe Cornelius bruger farverne som primært udtryksmiddel og interesserer sig mere for konstruktion af et maleri - valget af farver, kontraster, komposition og linjer - end for det egentlige motiv.


Margit

Malerier af Margit Schmidt-Schlott

3. marts - 30. april 2010

Margit Schmidt-Schlott (f. 1946) har været pædagog på KFUM’s fritidshjem i 21 år og sidenhen arbejdet i en integreret dagsinstitution i Holbøl i 12 år. Margit startede med at male som en af Karl Andresens elever på Voksundervisningens aftenkurser i 1988 og maler i dag på samme hold, nu med Klaus Terlinden som underviser. Udover at udstille i Aktivitetshuset har Margit vist sine værker følgende steder: Harreslev Danske Skole, Bürgerhaus Harrislee, Rådhuset Bov Kommune, vandreudstilling gennem samtlige skoler i Bov Kommune, Dansk Centralbibliotek Flensborg, Union-Bank Flensborg og forårsudstillingen ved Ulla Schmidt i Sieverstedt.


Sarah

Die Kürzingerin »Omtrent otte af dem«

25. november 2009 - 5. februar 2010

Sarah Kürzinger (Die Kürzingerin) udstiller et lille udvalg af malerier fra de sidste to år. Om billederne siger hun: ”Folk kan være bange for mange forskellige ting. For at ørentviste skal krybe gennem øret ind i hjernen på én eller for at éns talent ikke stort nok til at finde lykken med det, eller bare for absolut tomhed, eller for megen hverdag, eller for psykopater, der lurer på ved vejkanten om natten, eller for at skulle beskæftige sig med sine egne rødder, eller, eller, eller …” Die Kürzingerin giver angsten en dekorativ ramme, for at normalisere den, gøre opmærksom på den og finde noget pænt ved den.


MHTPBS

Roald Christesen »impressioner fra MHTPBS b)«

25. november 2009 - 5. februar 2010

Roald Christesen udstiller fotografier, der er taget den 26. september 2009 i Kulturwerkstatt Kühlhaus. De besøgende vil få mulighed for at se et udvalg af scener fra alle optrædende og deltagere i et flot gennemført show: MegaHyperTurboPlaybackshow b)
Det er kunstnergruppen AOUA (Academy Of Ugly Arts), der har været vært for en uforglemmelig aften, som er blevet til ved hjælp af mange forskellige Flensborgeres deltagelse. Til ferniseringen den 26. november kl. 18 vil der desuden blive vist videofilm fra MHTPBS 2008 & 2009.


Mågeskrig

Mågeskrig

24. september - 23. oktober 2009

Mågeskriget er et initiativ fra Skoleforeningen, der på en nem og overskuelig måde, skal få institutionerne til at gøre en indsats for miljøet. I de forgange år har emnerne været "Affald", "Vand er liv" og "Spar på energien". I det kommende år vil der være fokus på naturen rundt omkring institutionerne. På dette års udstilling i Aktivitetshuset har man bl.a. kunnet beundre en flot økologisk gård med en masse dyr og grønsager fremstillet af børnene i den danske børnehave i Hostrup og hente en informativ folder om Flagermus, der er fremstillet af elever fra Trene-Skolen i Tarp.


Godawlinger

Godawlinger på besøg: Smil smitter - så smit du bare andre!

4. juni - 10. august 2009

Karina Helledie Vandkrog er autodidakt indenfor maleri, uddannet pædagog, og har i mange år beskæftiget sig med mange forskellige kreative ting. Hun bor i Skovlund, hvor hun nyder livet sammen med sin familie, sine katte og sine malerier. Inspiration til motiverne har hun fundet hos sin lillebrors barndomstegninger og sine børn; men også i den umiddelbare glæde ved livet. Hun holder af den barnlige streg, de glade farver og den skæve indgang til tingene. Billederne holder fast i den barnlige sjæl, som voksne alt for ofte fralægger sig i den travle hverdag. Godawlingerne er døbt af Karinas børn og stammer fra en fantasihistorie om nogle søde væsner, der spreder glæde og smil.


Marie Louise Budde

Akvarel- og akrylmalerier ved Marie Louise Budde

9. marts - 30. april 2009

Marie Louise Budde har i 37 år undervist i billedkunst og har malet i flere sammenhænge med forskellige kunstnere, de sidste to somre på græske øer. Hun har gennem mange år udstillet såvel nord som syd for grænsen. I Aktivitetshuset vises et bredt udsnit af værkerne i akvarel og akryl - der er både mere figurative og abstrakte motiver. Flotte landskaber, dyr, planter og græske impressioner!


Hannelore Nicolaysen

Malerier af Hannelore Nicolaysen

7. januar - 27. februar 2009

En livslang interesse for maleri samt en kreativ åre med lyst til alt fra grafisk tegning til keramik over blomsterbinding til silkemaling har ført til at Hannelore Nicolaysen er begyndt at male for ca. 10 år siden, en hobby som nu er en uundværlig del af hendes hverdag. I starten var det mest oliemaleri, for tiden er det overvejende akryl Hannelore anvender. I 2004 er Hannelore Nicolaysen begyndt at udstille sine billeder både alene og sammen med andre og også ved censurerede udstillinger arrangeret af den grænseoverskridende forening Flensborg Fjords Kunst & Kulturforening www.ffkk.org 


Lisbeth Jøhnk
Bente Krag Reidel

Malerier af Bente Krag Reidel og fotografier af Lisbeth Jøhnk

3. november 2008 - 5. januar 2009

I lokalet Stuen vises udvalgte billeder fra Lisbeth Jøhnks fotoudstilling ”Langs fjorden”, der blev vist på Sønderborg bibliotek d. 28. januar – 7. februar 2008.
De fleste af billederne er taget langs fjorden mellem Flensborg og Sønderborg
Udover natur- og stemningsbilleder fotograferer Lisbeth Jøhnk også abstrakte detaljer samt forskellige lysfænomener. Se mere af Lisbeth Jøhnk på www.lisbeth-foto.dk 

I caféen, Mødestedet og husets trappeopgange vises værker af Bente Krag Reindel.
Efter i mange år at have gået på kunstudstillinger og glædet sig over andres værker, valgte Bente Krag Reindel selv at uddanne sig i billedkunst. Bente Kragel Reidel arbejder med olie, akryl og blandteknikker og har deltaget i en række udstillinger i Sønderjylland. Bente Krag Reindels værker billeder kan ses på www.bentereindel.dk 


Birthe Cornelius

Akvarel- og oliemaling ved Birthe Cornelius

1. september - 24. oktober 2008

Birthe Cornelius fra Egernsund udstiller værker i akvarel- og oliemaling i Aktivitetshuset. Hun kombinerer traditionelle teknikker med udsædvanlige materialer og skaber flotte, stemningsfyldte billeder. Birthe er medlem af malergruppen SJAK og henter sin inspiration i naturen: "At male er min lidenskab. Ved at male et billede afdrager jeg lidt på alle de pragtfulde oplevelser, naturen har givet mig."


HHD

Plakatkunst på gaden – danske plakater i tiden 1937-2007

3. juni - 29. august 2008

Hans Harald Diercksen viser omkring 50 plakater ud af hans samling på flere tusinde. Den ældste plakat er lyntogsplakaten af Aage Rasmussen fra 1937. Hans Hans Diercksen præsenterer med denne udstilling et bredt spektrum af plakatkunst: Kunst, arkitektur, teknik, udstillinger, byferie. Udstillingen byder også på originale udkast til plakater. Og alle de store navne går igen: Kirkeby, Steffensen, Eliasson osv.


Hanna Kalkutschke

Malerier, tegninger og skitser af Hanna Kalkutschke

4. april - 30. maj 2008

Den unge flensborgske kunstner Hanna Kalkutschke udstiller malerier, tegninger og skitser i Aktivitetshuset. Hanna er 26 år og opvokset tosproget i Dannevirke nær Slesvig. Hun er gået på Gottorp-Skolen og derefter på Duborg-Skolen til afslutning af 11. årgang. Udstillingen i Aktivitetshuset er Hannas første. Den rummer ældre og nyere tegninger, malerier, tryk og fotografier.


Karsten Kjærulf-Hoop

Skitser og studier af Karsten Kjærulf-Hoop

7. januar - 7. marts 2008

Karsten Kjærulf-Hoop (f. 1989 i Düsseldorf) startede sin skolegang i den danske skole i Rendsborg, flyttede senere til Danmark og lever nu i Herning. Han kom i 2005 ind på tegneakademiet i Viborg og har efter dette løbende været på tegneskolen og taget på nogle af skolens sommer- og weekendkurser. Karsten går på gymnasiet i Herning og håber på at komme tilbage til Viborg efter afsluttet skolegang for at starte med en uddannelse som animator. En animator laver tegninger og figurer til tegnefilm, trickfilm og dukkefilm. Aktivitetshuset udstiller skitser og studier i husets café.


Mogens Mølskov

Billeder af Mogens Mølskov

5. november 2007 - 7. januar 2008

Mogens Mølskov (født 1940) er udlært typograf i 1960 i Ringkøbing.
Han blev optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1961, hvorfra han tog organist- og kantoreksamen i 1967. Efter videregående studier i Paris blev han ansat som organist ved Sct. Nicolai kirke i Aabenraa i 1969.
Som billedkunstner er Mogens Mølskov autodidakt, bortset fra forskellige småkurser hos bl.a. maleren Poul Rytter i Vedersø.


Agavanza

Agavanza i Aktivitetshuset

3. september - 3. november 2007

Udstilling med smykker af Charlotte Skov.
Charlotte er uddannet på Copenhagen Business School og på 'Escuela de Arte y Oficios' i Córdoba, Spanien, hvor hun nu bor og arbejder. Smykkerne er stærkt inspirerede af naturen på den danske vestkyst og de planter, man finder her; heriblandt hyben, der i sin spanske form, Agavanza, har lagt navn til Charlottes smedje. Som dansker bosat i Andalusien kan Charlotte drage fordel af en kombination imellem smykkernes skandinaviske inspiration og det traditionelle sølvhåndværk i Sydspanien, herunder specielt Córdoba. Læs mere herom: www.agavanza.com 


Mona Scheller

Billeder af Mona Scheller

5. september - 29. oktober 2007

Billedkunsteren Mona Scheller kommer fra Hamborg, men bor og arbejder i Sydslesvig.
Hun har boet i regionen Flensborg-Slesvig i ti år. Hun startede med at male med farvet kridt til hun opdagede vægmaling og kasserede reklame- og valgplakater. Et billede på pænt hvidt papir sat i glas og ramme, så det ikke kan gøre skade, passer ifølge hende selv ikke til billedernes udtryk. Billederne vises i husets café.


C-Kometen

C-Kometen i Aktivitetshuset

2. juli - 31. august 2007

Kunstnergruppen C-Kometen fra Silkeborg udstiller i Aktivitetshuset i månederne juli og august. Vi glæder os til denne udstilling, da kunstnergruppen er blevet etableret i et kulturhus i Silkeborg, der minder meget om Aktivitetshuset. Vi håber, at udstillingen vil inspirere vore brugere til egne aktiviteter her i huset. På udstillingen vises maleri, bemalede stenskulpturer, akvarel, og glaskunst.