Du er her: Udstillinger 2014

En underviser - mange kunstværker

En underviser - mange kunstværker Fra den 01. december 2014 til den 30. januar 2015 udstiller Aktivitetshusets malekursister deres billeder i udstillingen "En underviser - mange kunstværker". Fælles for alle kursister er, at de har deltaget i Verner Brems malekurser i "Abstrakt maleri" eller "Ekspressivt portrætmaleri". To gange per halvår har Verners kurser siden 2010 fået en fast plads i Aktivitetshusets kursusprogram. Og efterhånden har kunstneren samlet en hel fangruppe, der er med på hans kurser og ofte deltager flere gange i træk, fordi de kan lide Verners undervisning, hans væremåde og kunst.

I alt udstiller ti kursister deres kunstværker i Aktivitetshuset. Blandt dem er også Lillian Jörgensen, der siger om kurserne: "Jeg har deltaget i flere kurser med Verner Brems som lærer. Hver gang har jeg været begejstret og lært noget værdifuldt, som jeg fortsat bruger, når jeg maler." Også Annegret Jöhnk fortæller, at Verners malekurser er en dejlig inspirationskilde og hjælp. Birgit Bugdahl supplerer: "Han formidler rigtig godt og fremmer ens kreative energi."

Verner Brems er bl.a. klejnsmed og uddannet på Kunsthåndværkerskolen i Kolding i grafisk formgivning. Han har udstillet utallige gange, bl.a. på Kunstmuseet Trapholt og Aros Kunstmuseum. Med denne udstilling vil vi gerne lade kursisterne stå frem i lyset, med det de har lært og produceret af kunst på Aktivitetshusets kurser.

Følgende personer er med til udstillingen: Lillian Jörgensen, Herdis Finke-Matlok, Edith Brecht-Ziegler, Verena Gülck, Dorsi Doi Germann, Annegret Jöhnk, Lisbeth Andersen, Tove Tarp Pedersen, Karen Merete Hansen og Birgit Bugdahl.

Aktivitetshuset vil gerne invitere til fernisering af udstillingen på mandag, den 01. december kl. 18.30 i Aktivitetshuset og byde på et glas sekt/juice og sammen kigge på de forskellige kunstværker.


Godawlinger

Endnu et besøg af Godawlingerne på Akti Godawlingerne har siden 2008 spredt smil og farver rundt i Danmark og Sydslesvig, og det har de tænkt sig at blive ved med. Der er kommet flere til Godawlinge-familien, så nu er "Pipfuglene" også at finde blandt malerierne, når man får besøg af Godawlingerne. Malerierne er malet af Karina Helledie Vandkrog, der i dag er bosat i Sydslesvig.

Både Godawlingerne og Pipfuglene er små sjove og fjollede væsner, der gør skøre og underlige ting. Malerierne er altid vældig farverige, og har som regel en lille portion humor i sig. Som en ny ting samles der drivtømmer og tang ved Jammerbugten i Vendsyssel to gange om året, der flittigt bruges i malerierne. Det gør malerierne anderledes og fuld af liv. Karina fortæller om sine billeder: "Den dybere mening med malerierne fylder ikke meget, det er i sin enkelthed at få dig i godt humør, og hvis det frembringer et lille smil, så er missionen fuldført."

Hvert maleri er unikt. Så du render ikke ind i en, der har et maleri magen til. Udover malerier findes Godawlingerne også på bambusfade. Bambusfadene er dekoreret med Godawlinger eller Pipfugle, og lakeret med vandbaseret legetøjslak, dvs. de tåler en våd klud, men ikke opvask i vand. Skålene er velegnet som frugtskål, brødkurv eller blot som dekoration.

Godawlingerne har været vidt omkring fra Hirtshals i nord, over Ballerup i øst, til Flensborg i syd. En enkelt Pipfugl fik så meget udlængsel, at den fløj over Atlanten, hvor den hænger i Elk Horn USA. Desuden kan Pipfuglene købes hos nogle forhandlere som fx Bentes shop i Padborg og hos Krop og sjæl v./ Vibeke Volsgaard i Almind ved Kolding. Skulle man være interesseret i en udstilling kan man henvende sig til Karina på godawling@kontakt.dk

Godawlingerne er vældig glade for atter at være på Akti og billederne kan ses fra den 01. oktober til den 28. november 2014. For alle 9-12 årige, der selv vil lære at tegne Godawlinger, finder en maleriworkshop sted på Aktivitetshuset den 01.11.2014. Der tryller børnene deres familier om til Godawlinger og laver selv flotte familieportrætter. Flere informationer kan du finde på www.sdu.de


Fotokunst på lærred

Fra den 02. juli til den 30. september 2014 vises der en ny udstilling i Aktivitetshuset. Anne-Kathrin Pries, Steen Vester, Lisbeth Jøhnk og Christine Raaschou-Nielsen fra Sønderborg og omegn har sluttet sig sammen under navnet "Team Photo Art" og udstiller deres fotos i husets lokaler.

De fire fotografer kender hinanden fra Alssund Fotoklub og begyndte for fire år siden at arbejde sammen om deres billeder. For alle fire gælder, at de begyndte at fotografere i en tidlig alder og at fotografering er deres livslange passion. Når de er ude på jagt efter det perfekte billede, er de alene undervejs. Men bagefter kigger de på billederne sammen, giver konstruktiv kritik og inspirer hinanden.

Anne-Kathrin er født i Rostock og flyttede til Danmark i 2001. Hun elsker at rejse med kameraet som vigtigste følgesvend og tager især sports- og landskabsfotografier. Steen er født ved Kongeådalen med skoven og naturen som nærmeste nabo og legeplads. Dette har præget hans sans for billeder, der viser alt fra løvfrøer over hvaler helt hen til vilde orkideer. Også Christine har tilbragt sin barn- og ungdom tæt på naturen og er blevet præget af dette. Hun kan lide at gemme sig i naturen og få det perfekte billede af dyrenes adfærd og naturens mangfoldighed. Lisbeth stammer fra Sønderjylland og deler passionen til naturen. Hun har fokus på lyset og viser de fineste nuancer i skoven, ved fjorden og langs vandet.

Sammen viser de fire fotografer særdeles smukke billeder, der viser kærligheden til naturen og den verden, vi lever i. De valgte fotos er trykt på lærred og giver dermed et næsten malerisk udtryk. Alle billeder vil være til salg, så kig ind og find dit billede i udstillingen. 


Sjælebilleder

Fra den 04. maj til den 27. juni 2014 viser Lillian Jørgensen sin maleriudstilling "sjælebilleder" på Aktivitetshuset. Lillian er født i 1950 og har malet og tegnet siden hun var barn. Hun siger, at det hører til i hendes liv, som udtryk for følelser, som souvenir fra ferien, som gave til gode venner og som god kommunikation mellem mennesker.

Lillian kan godt lide at male sammen med andre, f.eks. med hendes malegruppe i Aktivitetshuset. Her kan maleentusiaster være kreative sammen, udveksle erfaringer, teknik og kritik. Hver torsdag kl. 10-14 mødes gruppen i vinterhalvåret i Aktivitetshusets Atelier og der er plads til flere interesserede endnu.

Gennem tiden har Lillian deltaget i mange malekurser i Aktivitetshuset. Det har været en god inspiration og meget lærerigt og hun vil gerne fortsætte med det fremover. Hver sommer deltager hun i "Malen im Garten" hos Birgit Bugdahl og deltog i 1990erne i Sigrid Marie Møllers "Malen aus dem Bauch".

I de sidste år har Lillian lavet en del billeder til udendørs ophængning i f.eks. haven. Billederne er meget alsidige, fordi hun maler abstrakt, konkret, vildt og tæmmet i akryl, olie, akvarel, oliepastel og blandede teknikker. Hendes billeder kunne bl.a. allerede ses på Restaurant Bind i Sønderhav og Museumsværftet i Flensborg.


Maleri-udstilling

Fra den 04. marts til den 30. april 2014 viser Else Holm en maleri-udstilling i Aktivitetshuset. Else er født i Kolding og opvokset på en gård i nærheden. Efter pædagoguddannelsen arbejdede hun adskillige år i Sydslesvig. Den tidlige interesse for tegning og maling blev intensiveret fra 1985, hvor hun hentede inspiration på forskellige kurser og uddannelser i f.eks. silkemaleri, tekstilmaleri, keramik, collage, akvarel, olie, akryl og blandingsteknikker.

Det er svært at placere Elses billeder i én kategori. På Tønder Kunstskole, hvor oliebilleder på groft papir havde en eksperimenterende form, var udfaldet overladt til beskueren, idet der hele tiden dukkede nye udtryksformer op i de forskellige teknikker. Billederne holdtes hovedsageligt i jordfarverne, hvor det i Elses akrylbilleder i dag oftest er naturalistisk/abstrakt med en bredere farveskala. Om vinteren maler Else sammen med en gruppe andre i Padborg. Hun siger selv, at det hjælper at holde interessen oppe og inspirere hinanden. Desuden er hun stadigvæk med på malekurser i omegnen. Efter adskillige udstillinger på bl.a. Banegården i Aabenraa og Kollund Privathospital, kan Elses billeder ses for anden gang i Aktivitetshuset i Flensborg. Desuden kan tre af hendes værker også ses under SdUs amatørudstilling på Dansk Centralbibliotek.

Ferniseringen til udstillingen finder sted torsdag, den 06.03.2014 kl. 18.30 og du er hjertelig velkommen til at kigge ind og få et glas sekt, en snak med kunstneren og se på de udstillede billeder.


Zeniart

Fra den 13. januar til den 28. februar vises en ny udstilling i Aktivitetshuset med titlen "Zeniart".

Billederne er malet af 31-årige Zenia Pernille Jungmark, der ejer kunstatelieret Liebhaberei i Nørregade 46 i Flensborg. Efter ti års arbejde i psykiatriske afdelinger under offentligt regi, har Zenia nu valgt at gå i en helt anden retning og slå sig ned som kunster og forfatter. For at virkeliggøre dette, læser hun erhvervsøkonomi og innovation og udfolder sig til dagligt med kunst- og design-projekter i sit lille atelier.

Zenia siger om sig selv, at hun elsker at male, og at det især er unikke og farverige ansigter, hun brænder for. Ved at male finder hun roen i sig selv og vil gerne give sin glæde ved kunstnerisk arbejde til andre. Bl.a. vil hun starte et kunstprojekt for børn og unge, der kan lære at udtrykke sig gennem kunst og således få mere selvtillid.

I udstillingen vises både billeder med inspiration i stjernetegn, humoristiske fortolkninger af Zenias familie og en anderledes form af husemalerier. Flere billeder kan ses på hjemmesiden www.zeniart.com

Aktivitetshuset inviterer til fernisering onsdag, den 15. januar kl. 18 og byder på et glas.